Skærsommermad
Historisk mad på Museumsgården Karensminde tirsdag den 22. maj kl. 18.
Billund Museum og Karensmindes Venner har indført en ny tradition – en aften, hvor der serveres historisk mad og fortælles kulturhistorie på Museumsgården Karensminde. Karensmindes Venner tilbereder og serverer maden, og museet sætter dette måltid ind i en større sammenhæng.
Den første af forhåbentlig en lang række af sådanne madaftener fandt sted med stor succes midt i april måned. Tirsdag den 22. maj gentages succesen, og den aften handler det om den tidlige sommers mad.
Hemmelig menu fra mormors køkken
Valborgsdag d. 1. maj er den dag sommeren begynder, og med sommerens komme, spirer alle de gode ting frem i køkkenhaven, dyrene får unger, og hønsene lægger masser af æg.
Karensmindes Venner har sammensat en tre retters menu, hvor alle retter er fremstillet med råvarer fra køkkenhaven. Husmødrene på Karensminde har altid forstået at lave god og nærende kost, og ud fra de samme gode principper, som engang herskede i husholdningen på Karensminde, forstår Karensmindes Venner at fremtrylle særdeles velsmagende retter. Menuen er en hemmelighed. Den afsløres først ved serveringen. Vi kan dog allerede nu slå fast, at den mad, der serveres den 22. maj, trækker flittigt på køkkenhavens spæde, grønne urter, og at hovedretten følger principperne for en gammeldags, veltillavet sommerret, som har været elsket af såvel gammel som ung, og som vækker gode minder om mormors køkken.
Sommerens komme
Museumsinspektør Gudrun Gormsen fortæller om, hvordan man i det gamle bondesamfund markerede, at nu var det sommer. Det skete gennem en lang række skikke og festligheder, der er knyttet til sommerens komme. Aftenen før valborgdag d. 1. maj fejrede sommerens komme med bål og dans. Denne skik er næsten uddød i det meste af landet, men den holdes stadig i live enkelte steder i Vestjylland. Også Sankt Hans aften tænder vi bål. Når skoven var sprunget ud, red man sommer i by og bragte de grønne grene ind i landsbyen.
Der er travlhed i køkkenet på Karensminde. Bordene er dækket op til en hyggelig komsammen. Det bliver spændende at se, hvad der serveres, men én ting er sikker: Det er tre velsmagende retter, der kommer på bordet!
Hele aftenen, som omfatter servering og fortælling koster 125 kr. pr. person.
Arrangementet begynder kl. 18.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest fredag den 16. maj.
Billund Museum på tlf. 79 72 74 90.
Yderligere oplysninger kan fås hos museumsinspektør Gudrun Gormsen tlf. 79 72 74 92
og hos formanden for Karensmindes Venner, Elna Sørensen, tlf. 75 32 23 45


|
En forårsdag i hus og have
Museumsgården Karensminde søndag den 29. april kl. 10-16
Køerne lukkes på græs
Der er forår i luften, og den sidste søndag i april måned bliver der travlt både inde og ude på Museumsgården Karensminde.
Køer og kalve skal på græs efter en lang vinter i stalden, og det plejer at gå livligt til. Også for dyrene er det rart at komme ud og røre sig. Det er en fornøjelse at se det gråbrogede, jyske kvæg og de røde, danske malkekøer på de forårsgrønne marker.
Køerne kommer ud kl. 11.
Vinterulden klippes af fårene
Der er født mange lam på Karensminde i februar og marts. De små lam med den krøllede, bløde uld er stadigvæk en fryd for øjet, når de springer omkring og bræger. Fårene har gået ude det meste af året, og i løbet af vinteren har de fået en tyk pels. Det er tid til at klippe dem, så den bløde og finere sommeruld kan vokse frem. Fåreklipperen er klar til at klippe dem med sin specielle saks. Klipningen sker løbende hele dagen, og kl. 14 lukkes får og lam ud på engen.
I de gamle bondehusholdninger var fåret et meget nyttigt husdyr, som ikke kun gav uld og skind, men også kød og mælk samt tælle (fedt), som man støbte lys af. Lysestøbningen fandt sted om efteråret, når fårene var slagtet. Men denne forårsdag får Karensminde besøg af en lysestøber, som arbejder på gården fra kl. 11. Dog ikke med fåretælle, men med stearin, hvoraf han laver de fineste lys.
Engvanding
Til Karensminde hører der megen god eng, som kunne vandes med vand fra Grindsted Å. Sammen med Karensmindes Venner er museet i færd med at sætte en af de gamle overrislingsenge i stand, og på forårsdagen vil bestyrer Hans Peter Festersen fortælle om engvanding og vise, hvordan en vandingseng fungerede. Det sker kl. 13.30.
Byg fuglekasser eller prøv at smede
Om foråret har fuglene har travlt med at bygge reder. I træværkstedet kan man fra kl. 11 svinge sav og hammer og selv banke en fuglekasse sammen og få med sig hjem. I samme tidsrum kan man i smedjen prøve at bruge den tunge forhammer på ambolten.
Storvask
Også inden døre er der stor travlhed hele dagen. Der vaskes nemlig storvask. Før vaskemaskinernes tid var storvask hårdt fysisk arbejde. I bryggerset er der gang i vaskebaljerne, vaskebrætterne og den gammeldags vuggevaskemaskine. Det våde tøj skal skylles, vrides og hænges til tørre. På komfuret i køkkenet står de gamle, tunge strygejern af støbejern til opvarmning. Det kræver stor påpasselighed at stryge det hvide tøj med strygejern, hvor det er svært at kontrollere varmegraderne.
På Karensminde er stuerne pyntet med fine, broderede lyseduge og pyntehåndklæder, og klædeskabe og kommodeskuffer bugner af fint broderede særke og andet udstyr. Karensmindes Venner viser og fortæller om, hvordan man skal behandle de fine og sarte tekstiler. Når de er vasket, bliver de stivet med sukkervand eller kartoffelmel, inden de stryges. En behandling, som næsten er gået i glemmebogen i dag.
Der er altså meget at se på og også at lære ved besøg på museumsgården denne forårsdag i april. Kaffestuen er som sædvanlig åben, ligesom der også er mulighed for en tur med hestevognen.
Museumsgården Karensminde er åben lørdag og søndag den 28. og 29. april fra kl. 10 til kl. 16. Aktiviteterne finder dog kun sted søndag, og de begynder først kl. 11.

Bededagsferie på Billund Museum
Byvandring i Grindsted, Store bededagsaften den 3. maj kl. 19-21
Danmarks befrielse markeres på Besættelsesudstillingen den 5. maj
Byvandring med Museumsinspektør Gudrun Gormsen
Store Bededagsaften arrangerer Billund Museum en byvandring i det gamle Grindsted. Museumsinspektør Gudrun Gormsen fortæller om nogle af de bygninger, som var en del af den nye stationsby, der voksede op i Grindsted fra 1917 og frem til omkring 1930.
Stationen var et vigtigt element i den nye by, og derfor begynder turen på pladsen foran Grindsted Station. Stationsbygningen, der blev opført fra 1915 til 1917 er tegnet af professor H. Wenck. Det er en meget smuk bygning, som er rig på arkitektoniske detaljer, der samtidig er karakteristisk for byggestilen i begyndelsen af det 20. århundrede.
De vigtigste gader i den nye by blev orienteret mod den nye station. Jernbanegade går fra stationen til Torvet, der var byens centrale plads, og hvor det tidligere Grand Hotel og den gamle Varde Bank var markante bygninger. Ved Banegårdsvej opførtes byens nye, store skole, Nordre Skole, mens Posthuset og KFUM fik til huse ved Østergade.
I husene langs Borgergade og Vestergade blomstrede forretningslivet, og efterhånden skød også nye villaer op ved byens sidegader. På byvandringen skal vi både kigge på stationsbyens monumentale bygninger og på flere af byens gamle forretninger samt et par enkelte villaer.
Grindsted er Danmarks yngste stationsby. I 1920'erne vandt arkitektur, der var inspireret af "Bedre Byggeskik" idealerne indpas i byggeriet både på landet og i byen. Mange af de bygninger, der er bevaret fra den tid i Grindsted er præget af den tids opfattelse om samspillet med byggematerialer og harmoni i bygningernes proportioner og udsmykning. Der er mange arkitektoniske værdier gemt i de gamle bygninger i Grindsted, og mange af bygningerne rummer fine håndværksmæssige detaljer. Ud over at kigge på byens ældre bygninger, vil netop de detaljer, der giver husene karakter og stil, blive fremhævet undervejs på turen gennem Grindsted.
Mødested for byvandringen er Grindsted Station kl. 19.00, gratis deltagelse.
Danmarks befrielse fra den Tyske besættelse
Besættelsesudstillingen er åben lørdag den 5. maj fra kl. 10 til kl. 16.
Der er gratis adgang til udstillingen hele dagen, ligesom der dagen igennem er tilbud om gratis omvisninger i udstillingen.
Filmen om Hvidstengruppen har styrket interessen for besættelsestiden i Danmark. Den 5. maj, hvor det er 47 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelse, er Billund Museums besættelsesudstilling traditionen tro åben.
I år har museet også fremstillet et diasshow, som viser billeder fra krigens fem år på Grindstedegnen. Det er endvidere muligt at følge, hvad der stod i de lokale aviser om krigens gang ude i verden og dagligdagen med rationering, mørklægning, kontrol osv. formede sig for almindelige borgere i Grindsted og Billund. Museet har lagt alle de gamle aviser fra de fem år frem, således at besøgende i udstillingen, har mulighed for at sætte sig og studere dem nærmere.
Der er kaffe på kanden hele dagen.
Besættelsesudstillingen, CF-Gården, Hedemarken 16, 7200 Grindsted. Gratis adgang og omvisning.
Se mere på museets hjemmeside www.billundmuseum.dk

Fredede fortidsminder i Billund Kommune
Kulturstyrelsen
fra maj 2012 og året ud foretager Kulturstyrelsen tilsyn med de fredede fortidsminder i Billund Kommune. Tilsynet skal skabe klarhed over de fredede fortidsminders tilstand og nøjagtige placering. Opgaven er blevet overdraget til det arkæologiske museum i Esbjerg kommune, der tager sig af den praktiske besigtigelse i marken i Vejle, Vejen, Billund, Esbjerg og Varde kommuner.
Arkæologer fra Sydvestjyske Museer i Esbjerg vil derfor i løbet af 2012 besøge de ca. 260 registrerede fredede fortidsminder i Billund Kommune. I den forbindelse har Kulturstyrelsen og tilsynsmuseet adgang til offentlige og private ejendomme for at føre tilsynet.
Opgaven indebærer, at hvert fortidsminde skal fotograferes og den eksisterende beskrivelse af størrelse, tilstand og evt. skader skal kontrolleres og eventuelle ændringer noteres. Beliggenheden skal verificeres visuelt og evt. ved GPS-måling.
Museumsloven
I forbindelse med tilsynet vil museet kontrollere, at de regler, der beskytter fortidsminderne og deres omgivelser, er overholdt. Hvis der konstateres overtrædelser af reglerne, vil Kulturstyrelsen, der har tilsynspligten med fortidsminderne, blive orienteret herom. Kulturstyrelsen vil herefter indlede en undersøgelse af overtrædelserne.
Museumsloven beskytter de fredede fortidsminder, som hverken må fjernes eller ændres som følge af pløjning, kørsel, plantning og bortkastelse af affald, marksten og lignende. Der må heller ikke dyrkes, gødes eller beplantes i en afstand af 2 m fra foden af disse fortidsminder. Naturbeskyttelsesloven beskytter en zone på 100 m fra de fredede fortidsminder. Uden dispensation må der ikke foretages ændringer i dette areal, eksempelvis ved nedgravning af dræn og andre ledninger, bebyggelse, plantning og lignende. Forbuddet gælder dog ikke ved genplantning af skov og almindelig landbrugsdrift.
Yderligere oplysninger om de fredede fortidsminder kan findes på Kulturstyrelsens hjemmeside på www.kulturarv.dk/fortidsminder/
Ønskes yderligere oplysninger om tilsynet kan henvendelse ske til Sydvestjyske Museer, tlf. 76163939, eller til Kulturstyrelsen tlf. 33745211
Med venlig hilsen
Steen Frydenlund Jensen
Museumsinspektør

Vorbasse skole går tilbage til Christian d. 4.'s tid.
I uge 17 bliver alt vendt på hovedet på Vorbasse skole. Hele skolen, samt førskolebørn, tager en tidsmaskine 400 år tilbage i tiden, til renæssancen.
Emneuge for hele byen
Emneugen afvikles i samarbejde med Billund Museum og Vorbasse kirke, og byder på mange spændende oplevelser for elever og lærere på skolen. Men også resten af byens borgere får fornøjelse af det brede samarbejde, for projektet har spredt sig ud over skolens mure.
Således Inviterer vi tirsdag d. 17. april kl. 19 alle byens borgere til et fornøjeligt foredrag om Renæssancen i lokalområdet, ved Museumsinspektør Peter Munch Jensen, Museet på Sønderskov. Foredraget afholdes i Vorbasse kirke, og menighedsrådet serverer kaffe og kage i våbenhuset efter foredraget. –Og Peter har lovet at der vil være en overraskende detalje ved foredraget, som alle bare må se!
Renæssancemarked
Også til ugens store finale, et renæssancemarked ved Vorbasse kirke, er byens borgere velkomne. Markedet afholdes på det sted, hvor det oprindelige Vorbasse marked opstod i senmiddelalderen, og der vil være mulighed for at se, smage og prøve alle de ting eleverne har arbejdet med at fremstille hele ugen. Alt fra mad, håndarbejde, smedede genstande og smukke malerier, til optrædener med gøgl, musik, ringridning, dans og teater. Og i den særlige anledning, får Vorbasse kirke (for en tid) en "ny" altertavle!
Markedet afholdes fredag d. 27. april, fra kl. 9:45-11:15 ved Vorbasse kirke.
Spændende egnshistorie
Forberedelserne har været i gang længe, og små bidder af renæssancen har allerede sneget sig ind på skolen, men i uge 17 går det for alvor løs! Emneugens tema bygger på den spændende historie der knytter sig til Herregården Donslund og dens tilknytning til Vorbasse by og Vorbasse kirke. Herremanden på Donslund hed Christen Juel, og han var ikke en Hr. hvem-som-helst.
Christen Juel, og hans kone Karen Strangesdatter, spillede en stor rolle i området omkring Vorbasse i renæssancen. Det var blandt andet Juel'erne der bekostede nyt inventar til Vorbasse kirken i slutningen af 1500-tallet. Prædikestolen og altertavlen kan stadig ses i kirken, og hvis man kigger godt efter kan man finde Juels våbenskjold med de tre bølger og stjernen.
Familien Juels tid på Donslund fik dog en dramatisk afslutning, med nationale konsekvenser. Efter Christens død i 1608, bedrog en anden adelsmand, Christoffer Rosenkrantz nemlig Karen ved hjælp af et falsk pantebrev. Men Karen gik først til herredstinget med sagen, og derefter til kong Christian den 4., der dømte Rosenkrantz til døden. Han blev halshugget på Københavns slotsplads i 1610 for sin forbrydelse.

Christen Juel i grøn klynge
Tak til Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, som har givet et sponsorat på 5.000 kr. til emne-ugen. Takket været dette sponsorat har det været muligt at tiltrække en spændende foredragsholder. Desuden har sparekassen betalt for kostumerne, der skal bruges i en form for totalteater i løbet af ugen.
Med venlig hilsen
Vorbasse skole, Billund Museum og Vorbasse Kirke.

|
|