Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

2. besøg - Adoptivklassen fremlægger produkter

Onsdag d. 4. marts fremlagde vores adoptivklasse deres mange ideer fra deres arbejde med Det Nye Museumscenter Karensminde Projekt.

Tidligere havde eleverne fået opgaven, at finde ud af, hvad det er, der skal til, før 12-årige gerne vil på museum, og hvordan man så kunne konvertere disse tanker til formidlingsideer på det nye museum.
Eleverne havde været ude og interviewe andre 12-årige, nemlig 6. årgang fra Vester Skole, og sammen med deres tanker og deres egne, kom der et væld af kreative, flotte og gennemarbejdet ideer frem!

Her kan du se bare et lille udpluk fra Billund Kommunes 12-åriges iderigdom:

  • Brug massere af teknologi, der gør historien interessant
  • Inddrag udearealer til sportsarealer og gamle lege
  • Café med skiftende tema og menu, fx Anden Verdenskrig og bondesamfundet
  • Male hilsner på væggene
  • Børneguide i stedet for gamle mænd – bruger vores eget perspektiv
  • Legeplads til de små, så de ikke forstyrrer andres oplevelse
  • Tidsalderrum med forskellige tidsaldre
  • Forhindringsbane med viden i
  • Udskifte alle tekster med film
  • Mulighed for overnatning på museet med tema som i gamle dage
  • Klæde sig ud og selv lave mad
  • 4D udstillinger, så sanserne kommer med i oplevelsen
  • Mulighed for at røre ved genstandene og ikke kun kigge på dem
  • Rollespil om gamle dage, hvor man selv er med
  • Familiedyst, hvor man kæmper og konkurrerer på tid mod andre familier

Foran museets to inspektører, projektlederen for det nye museum, deres lærer og skolelederen for Grindsted Privatskole, kom grupperne en efter en og præsenterede alle ideerne via powerpoint shows, stop-motion fil, modeller i træ og LEGO og meget mere. Hver gang en gruppe havde fremlagt, fik de klapsalver og berettiget ros med på vejen. En efterfølgende besked fra deres lærer og skoleleder viste også, at de var helt høje bagefter, og kunne slet ikke komme ned igen. Sådan havde vi det også på museet, hilste vi tilbage!

Hvad kommer der så ud af elevernes idéer?

De overordnede og gennemgående træk, som vi kunne hive ud af elevernes ideer og fremlæggelser var blandt andet: Interaktivitet. ”Brug os – vi vil gerne være en del af oplevelsen”. Uanset oplevelse, var det tydeligt, at de 12-årige gerne ville inddrages. Og især inddrages som en gruppe, hvad enten den bestod af vennerne, klassekammeraterne eller familien. Det sociale aspekt i museumsoplevelsen var således meget vigtig for dem, og mange af deres ideer var opbygget herudfra.

En anden ting de næsten alle pegede på, var pauser. De havde simpelthen brug for ilagte og fysisk planlagte pauser under museumsbesøget. Ikke forstået som bænke, der stod klar til at blive sat på, men som hele rum, hvor der ingen informationer og forventninger var, men bare en pause. Når man så havde holdt sin pause, kunne man med et meget bedre udgangspunkt gå videre på museet og opleve mere.

En tredje gennemgående ting var bevægelse. Hvis man kunne bevæge sig, imens man lærte om gamle dage, ville oplevelsen blive meget sjovere, og dermed ville læringen også blive meget sjovere. ”Hvorfor er det vigtigt”, spurgte vi? ”Fordi så husker vi det bedre”, var svaret. Og så forbinder de i øvrigt et museum med noget sjovt!
Det er vigtige noter, som museet vil tage med videre i projekteringen af Det Nye Museumscenter. Noter som kommer ud fra en helt særlig indsigt. Vi glæder os allerede til at planlægge næste læringsbesøg med adoptivklassen.